Vi er stolte af at kunne præsentere Malene Moesgaard Ludvigsen som vores mental coach i Aalborg HK. Her kan du læse mere om, hvad mental coaching indebærer, og hvordan det kan gavne vores hold, spillere og trænere.
Hvad er mental coaching – og hvad er det ikke?
Mental coaching er en proces, der hjælper atleter med at forbedre deres mentale færdigheder for at optimere deres præstationer både på og udenfor banen. Der arbejdes ud fra den præmis, at det er nødvendigt at acceptere svære tanker, følelser og fornemmelser, men undgå at lade sig styre heraf. Denne tilstræbelse går bl.a. gennem værdiarbejde, visualisering, stresshåndtering og forbedring af fokus. Formålet er overordnet set at styrke den mentale robusthed og sikre, at spillerne kan præstere deres bedste.
Mental coaching er ikke terapi. Det handler ikke om at behandle psykiske lidelser, men snarere om at optimere mentale færdigheder og præstationsstrategier. Det er en proaktiv tilgang, der sigter mod at styrke spillerens mentale værktøjer og selvindsigt.
“Jeg synes, det har været mega fedt at være med i et mental coach forløb, og få en masse gode råd om, hvordan man kan gøre i forskellige svære mentale situationer inde på håndboldbanen. Det har bl.a hjulpet mig med at være mere koncentreret og fokuseret under en kamp.”
Freja (U15 Piger)
Typiske problemstillinger
Spillere og trænere kan støde på en række udfordringer, hvor mental coaching kan være en hjælp:
- Præstationsangst: Frygten for at fejle kan hæmme præstationen.
- Præstationsfremmende træning: Evnen til at fokusere og fastholde opmærksomheden på spillet under pres.
- Håndtering af skader: Mentale strategier til at tackle svære perioder med skader og genoptræning.
- Teamdynamik: Forbedring af kommunikation og samarbejde på holdet.
“Mental coaching har styrket vores sammenhold og forståelse for hinanden. Det har hjulpet os med at udvikle værdier og et fælles mindset, der har forbedret vores præstation både på banen og bænken.
Marie (U15 Piger)
Gennem mental coaching har vi også lært at værdsætte hinanden mere som spillere, det har skabt en mere positiv energi på holdet.”
Hvad kan man få ud af det?
Mental coaching kan tilbyde en række fordele, herunder:
- Evnen til at levere mere stabile præstationer uanset omstændighederne.
- At kunne håndtere pres og udfordringer på en konstruktiv måde.
- Udvikling af modstandsdygtighed over for modgang og hurtigere recovery efter svære perioder.
- Bedre evne til at koncentrere sig og holde fokus i kritiske øjeblikke.
- Øget selvtillid – spillere bliver mere sikre på deres evner og beslutninger.
“Jeg har både været med til hold- og individuelle samtaler med Malene, og jeg føler hun kommer med god feedback, som jeg kan bruge i min træning og kampe. Malene har været med til at give mig blod på tanden i forhold til min udvikling i håndbolden. Hun har fx givet mig spørgsmål, som får mig til at reflektere over mine handlinger på banen.
Maria (U15 Piger)
Jeg kan allerede nu se en udvikling, men det er noget, der tager tid.”
Synergi med Aalborg HKs værdier
Aalborg HK lægger stor vægt på udvikling og fællesskab. Mental coaching underbygger disse værdier ved at fokusere på den enkelte spillers og holdets mentale udvikling og trivsel. Flere spillere udtaler fx at det har skabt større tryghed på holdet med gruppesamtaler, der har været med til at bringe det, der er svært, ned på et niveau, hvor det ikke længere virker forstyrrende for spillet.
Som mental coach arbejder Malene tæt sammen med både hold og individuelle spillere for at sikre, at de har de nødvendige mentale værktøjer til at trives og præstere.
Målet er at skabe en kultur, hvor mental styrke og sammenhold går hånd i hånd med fysisk træning og tekniske færdigheder.
“Vores hold fik mental coaching ved Malene, og det har været med til at give et bedre sammenhold på holdet, men også en bedre tankegang som individuel spiller på banen.
Sofie (U15 Piger)
Der er blevet brugt teknikker til, hvordan hver af os kan komme på bedre tanker, når vi føler os presset. Udover det fik man tilbuddet om individuelle samtaler. I den individuelle samtale skulle jeg fx lære at håndtere mine følelser på banen. Vi satte nogle forskellige situationer op fra forskellige kampe, hvor jeg fik vejledning til, hvordan jeg skulle håndtere mine følelser under en kamp. Det fik jeg flere forskellige redskaber til, som jeg kunne gøre brug af. De har hjulpet mig super meget på banen, men også til hverdag. Under mit forløb har jeg udviklet mig meget som spiller og lært at håndtere svære momenter”
Det er vigtigt at nævne, at der ikke findes noget quick fix. Mentaltræning er hårdt arbejde og derfor ikke noget, man kommer sovende til. Motivation er altafgørende og den bedste katalysator. Træner man, og tager det seriøst, er sandsynligheden for en mærkbar forskel stor.
Vi håber, at dette tiltag vil blive modtaget positivt af alle vores medlemmer, og vi ser frem til at se, hvordan mental coaching kan bidrage til endnu større succes for Aalborg HK!
Kontaktinformation:
Malene Moesgaard Ludvigsen
mental@aalborghk.dk